August 2005


Legepladsen på Engtoften i Mølby fik nye legeredskaber.


31/08-2005
Børnehavens bestyrelse på plads
Den 31. august var der generalforsamling i børnehaven. Det er en stor opgave, der skal sættes i gang efter Oksenvads børnehave udtræder af projektet med Troldemarken i Sommersted fra 1. september. Men med beredvillige og kampklare forældre gik hele seancen let og smertefrit! Derfor kan der nu præsenteres en ny og frisk bestyrelse, som går i arenaen. Bestyrelsen blev konstitueret straks efter generalforsamlingen: formand Charlotte Holm (billedet), næstformand Joan Silberbauer, Henriette Henriksen, Mette Erbs og Dorte Jensen. Mona Petersen (konstitueret leder) og Hanne Aagaard repræsenterer medarbejdersiden.

31/08-2005
Sejrsrækken brudt
Oldboys turneringens tophold, Sommersted, havde ikke de store problemer med at vinde 3-0 i Oksenvad. Ved pausen var stillingen 0-1, og OIF var ganske ufarlige før pausen. Efter pausen var spillet mere lige, men Sommersted var bedst til at udnytte mulighederne og vandt en fortjent sejr. Torben Johansen (billedet) var med i både forsvar og midtbane, men kunne ikke hindre nederlaget. Topscorerlisten - ingen ændring.

30/08-2005
Nyt kirkeblad og aktivitetskalender
Kirkebladet for september, oktober og november er nu klar her fra siden.
Og aktivitetskalenderen når frem til postkasserne i morgen, onsdag den 31. august. Papirudgaven ses her.
Se også debatforum - prisen på tilslutning af bredbånd er sat helt ned til 1.250 kr.!

28/08-2005
Søndagstur langs åen
Et par og tyve personer deltog på Landsbyforeningens søndagstur langs Nørreåen. Efter turen blev den medbragte kaffe nydt på bænkene ved Mølledammen. Og den heldige vinder af en gavekurv blev fundet ved lodtrækning.
Se mere her.

27/08-2005
Program for sensommerfest i Ørsted
ØB's program for sensommerfesten i dagene torsdag den 1. september til lørdag den 3. september ligger klar. Banko, scenen er din og selve høstfesten er hovedattraktion de tre dage. Se mere her.

24/08-2005
Uafgjort i Rødding
OIF er fortsat ubesejret efter sommerferien. I aftenens kamp blev det 1-1 mod Rødding, der kom foran på et lidt heldig mål, mens Oksenvad havde mest spil. OIF fik udlignet før pausen på et godt gennemspillet angreb med Claus Dahl Kristensen (billedet) som afslutter. Straks i 2. halvleg fik OIF's målmand Ole Krab et alvorligt spark på håndledet, som brækkede to steder, og der venter nu 5 uger i gips. Gert Hinrichs afløste på målmandsposten, og han holdt buret rent, selv om Rødding flere gange var tæt på i 2. halvleg. 5 minutter før tid fik Ryon Thomsen en 100% chance for at hjemtage sejren, men, men, men... Se topscorerliste.

24/08-2005
Tilmelding til høstfesten i Ørsted
Lørdag den 3. september afsluttes ØB's 3 dage lange fest med høstfelt i teltet. Tilmelding kan foretages direkte her på siden. Du kan få lov til at betale billetten ved at overføre pengene til ØB's bankkonto.
Hele sensommerfest programmet bringes i øvrigt snarest.

18/08-2005
Sommerfest resultat klar
OIF har nu fået gjort regnskabet op for årets sommerfest, og det blev til et plus på den rigtige side af 10.000. Et ganske udmærket resultat, eftersom foreningen i år ikke kunne tilbyde en beboeraften.
Der var ganske velbesøgte dage med glade og feststemte gæster. Fra bestyrelsens side havde vi skrabet lidt i "det gængse" program og sat lidt mere fokus på at det skulle være en sommerfest for hele familien. Rundboldturneringen gik rigtig godt og den lille oppustelige fodboldbane var alle pengene værd. Børnene nød "deres" bane og den blev flittigt brugt. Et lille minus var, at der ikke var den helt store opbakning til selve cowboyfesten lørdag aften, men efter maden kom der en del flere gæster. Årsagen må være, at der netop denne weekend i år både var Kløften Festival og diverse andre tilbud i området.
Afslutningsvis vil Oksenvad Idrætsforening gerne takke ALLE, som var med til at sommerfesten kunne gennemføres igen i år. Og sidst, men ikke mindst, vil vi gerne takke alle sponsorer, der gav et bidrag til vores velbesøgte tombola!
Er der nogle som har gode forslag til næste års program, ris eller ros til dette års program, så modtages det gerne.

18/08-2005
Hockey træner søges
Oksenvad Idrætsforening søger en hockeytræner til den nye sæson, som starter lørdag den 1. oktober kl. 10:00 - 11:30. Træningen foregår i gymnastiksalen ved Oksenvad skole, og du kan såmænd blive spillende træner for børnene. Henvendelse til Jan Henriksen 7450 4876 eller Charlotte Holm 2023 9848
.

17/08-2005
Tredje sejr i træk
Normalt vindes der store sejre over Ø. Lindet. Men i aftenens opgør stillede ØB med et stærkere hold end længe, mens Oksenvad manglede en del spillere. Alligevel vandt OIF 3-1 efter 2-0 ved pausen. Ø. Lindet havde flest målchancer, men manglende formåen og en stærk Oksenvad målmand (han hedder Ole Krab!) forhindrede scoring. For Oksenvad scorede Torben Johansen de to mål før pausen, og Steen Andersen scorede efter pausen. Den nye mand Henrik Stenger (billedet) må have bragt lykke til holdet. Se topscorerliste.

16/08-2005
Tak fra arrangørerne af FFF
Så har vi sagt farvel til børnene, som har deltaget i Fire Fede Feriedage 2005 i Oksenvad. Det har været en rigtig god uge med meget aktive og glade børn. Selvom vejret ikke helt var på vores side, er det forløbet rigtig godt med mange forskellige slags sport. De frivillige hjælpere/forældre er uundværlige, og vi er glade for så mange har bakket os op og haft lyst til at tilbringe timer/dage med at hjælpe.
Vi vil også gerne takke vores sponsorer :SPAR, TERMINALEN, SOLWANG, SPORTIGAN, TORBEN RAFN, JELS/VOJENS BLIKKENSLAGER, CARL VOLLSTED EFTERFLG.
Alle har været med til at give børn og voksne en positiv sportslig oplevelse. Vi vender tilbage næste år og muligvis flytter vi FFF til tidligere i ferien. - På sportslig gensyn Søren, Lars, Hans Henrik og Randi.

16/08-2005
Nye legeredskaber i Mølby
Legepladsen på Engtoften i Mølby har længe trængt til en kærlig hånd. Og Landsbyforeningen tog derfor initiativ til at få erstattet de nedslidte legeredskaber med nye. Vojens kommune har været meget imødekommen, og pladsen er nu igen klar til brug. Kig med.

16/08-2005
Invitation til vandretur
Landsbyforeningen har fået fremstillet en infotavle (billedet), der nu er stillet op ved Mølledammen.
Her kan man lige nu se invitationen til vandreturen langs Nørreåen søndag den 28. august kl. 14:00. Se den her.

11/08-2005
Husk aktivitetskalender
Alle foreninger bedes huske at tilmelde deres arrangementer her på siden senest mandag den 15. august. Kalenderen skal snart i trykken og udsendes til alle husstande primo næste måned. Aktivitetskalenderen gælder fra 1. september og året ud.

11/08-2005
Sinnet fra Horsens skriver
Sinnet Ellehauge Haag fra Horsens skriver, at hun gerne vil tilmeldes fraflytterlisten.
Hun skriver ganske vist: "Indrømmet - boede der ganske kort!".
Se den opdaterede liste over fraflyttere.

10/08-2005
Sjælden sejr over Jels
Oksenvad fik onsdag aften en af de sjældne sejre over Jels, der måtte tage hjem med et 3-2 nederlag efter 2-1 ved pausen. Tom Henriksen fik endelig hul på målscoringen med 2 mål, og Hans Henrik Christensen vendte tilbage til holdet efter længere tids fravær med et flot lop over målmanden fra 45 meters afstand. Jels havde svært ved at stille hold, og måtte låne 2 spillere fra Oksenvad efter en af deres spillere brækkede kravebenet i første minut.

03/08-2005
Spil til et mål
I efterårets første kamp, der foregik i Hjerndrup, var det spil til et mål, hvor Oksenvads målmand agerende sweeper og var tæt ved at score to gange. Oksenvad vandt 9-0 på den lille bane.
Ved pausen var stillingen 2-0. Karl Hansen (billedet) - normalt forsvarsspiller - scorede alene 4 mål, hvilket må være personlig rekord. De øvrige 5 mål blev fordelt på Jan Henriksen, Torben Johansen, Thomas Schmidt, Henrik Stenger (ny) og et selvmål. Se her.

10/08-2005
Hjemmesiden klar igen
I ferien er der indløbet et par emner, som kommer på siden i løbet af kort tid. Ferien er overstået, og der bringes derfor resultatet af de seneste fodboldkampe. Se ovenfor.

Det stod på denne side

2005
Juli
Juni
Maj
April
Marts
Februar
Januar
2004
December
November
Oktober
September
August
Juli
Juni
Maj
April
Marts
Februar
Januar
2003
December
November
Oktober
September
August
Juli
Juni
Maj
April
Marts
Februar
Januar
2002
December
November
Oktober
September
August
Juli
Juni
Maj
April
Marts
Februar
Januar
2001
December
November
Oktober
September
August
Juli
Juni
Maj
April
Marts
Februar
Januar
2000
December
November
Oktober
September
August
Juli
Juni
Maj
April
Marts
Februar
Januar
1999
December
November
Oktober
September
August
Juli
Juni
Maj
April
Marts
Februar
Januar
1998
Årskavalkade