Borgermøde i Oksenvad
BorgermoedeOks2001B.jpg (22227 bytes)
Fuldt hus i Oksenvad - emnet var lukningen af
Familieværkstedet og fremtiden for Oksenvad skole.

Oksenvad, 5. september 2001.
Der var overraskende mange, der havde prioriteret borgermødet i Oksenvad frem for TV'et og Danmarks fodboldlandskamp i Bulgarien.

Et panel bestående af 3 politikere og 3 fra forvaltningen i Vojens kommune var særdeles godt forberedt til mødet, hvor det primært var formanden for socialudvalget Hans Chr. Schmidt, der førte ordet. Og det er tilsyneladende et enigt byråd, som skal konfirmere beslutningen, da man ønsker at omlægge indsatsen overfor familier med problemer. Og især skal indsatsen overfor børn øges, således at stigningen i omkostningerne på familieområdet nedbringes. Der anvendes i dag årligt 24-25 millioner kroner på området, og man har ikke kunnet måle en tilstrækkelig stor effekt efter etableringen af Familieværkstedet. Samtidig er antallet af anbringelser af børn steget betydeligt til nu 40 børn, hvilket er betydeligt over gennemsnittet - uanset hvem man sammenligner sig med.

Antallet af ansatte i Oksenvad øges fremover, hvis forvaltningens indstilling følges, da der er behov for 8,6 fuldtidsstillinger til at tage sig af de 10 nuværende + 5 nye børn, som skal hentes fra amtets institutioner. Der var lovning på at børnene ikke ville blive dårligere stillet end nu, og at forældrene ville blive hørt. Alle nuværende ansatte i Familieværkstedet tilbydes fortsat beskæftigelse i kommunen.

Efter kommunens 55 minutters lange indlæg var der mulighed for spørgsmål fra salen, og spørgelysten var stor. Både brugere af Familieværkstedet og enkelte af de ansatte tog ordet, og det var ikke just roser, der blev kastet til panelet. Der var blandt brugerne stor utilfredshed med, at de skulle læse i avisen, at værkstedet lukker. Det fik de så en undskyldning for af H. C. Schmidt, der beklagede. Men de direkte berørte personer var absolut ikke enige i kommunens beslutning.

Den sidste del af aftenen var helliget fremtiden. Og Oksenvad fik faktisk mere eller mindre lovning på, at en række af de ønsker, der ligger omkring OSA, nu måske kan realiseret. Det gælder lys, skiltning, færdiggørelse af p-pladsen, ny service i køkkenet, computere og Internetforbindelse.
Var det en slags kompensation...?

BorgermoedeOks2001A.jpg (22814 bytes)
Panelet i baggrunden.
H. C. Schmidt i midten af billedet byder velkommen.